Lilleø

Æbler, pærer og blommer fra Lilleø

I alma kan du nu købe dansk, økologisk kernefrugt fra Lilleø. Æbler, pærer og blommer i forskellige sorter, der varierer over sæsonen.

Lilleø i Smålandshavet ud for Lollands nordlige kyst er med sine knap 1 km2 en af Danmarks mindste, beboede øer. Plantagernes beliggenhed helt ud til havet, den rigelige nattedug, den salte luft og et lysindfald uden sidestykke i Danmark giver exceptionelt gode dyrkningsforhold for frugten.


Det danske klima er generelt uhyre favorabelt for æbledyrkning. De lange dage i træernes vækstperiode giver dem lige så meget lys, som hvis de voksede i Bourgogne 15 breddegrader sydligere. Æblerne vokser samtidigt i et køligere klima, tæt på deres nordlige dyrkningsgrænse, hvor der i perioder er stor forskel på dag- og nattetemperaturer. Dette er en af årsagerne til, at danske æbler generelt udvikler en større aromatisk intensitet og mere syrlig hed end æbler, der dyrkes sydpå.


Æbletræernes blomstring i de syddanske kystområder er beskyttet mod nattefrost af havets nærhed. På de mindre øer udsættes træerne pga. luftens saltindhold og jordbundens særlige mineralsammensætning for mild stress, så æblerne udvikler særligt aromatiske forbindelser og farvestoffer i frugterne.


På Lilleø har Claus Meyer sin frugtplantage og gården Vigmosegaard. Claus Meyer har siden 2003 sammen med de lokale frugtavlere på øen arbejdet målrettet mod at omdanne Lilleø til hele Danmarks æbleø, som i dag er kendt for sin fantastiske frugt.