En klassisk parfait eller paté om man vil, med smør, fløde og et strejf af cognac. Den er let at lave, selvom den smager af den største luksus. Servér den kold med ristet brød, løgmarmelade eller med syltede cornichoner som på en fransk bistro. Passer perfekt på det store frokostbord, men er også fremragende som en enkel forret.
Tilbehør
30 minutter
10 personer
Indkøbsliste:
250 g fersk kyllingelever (vægt efter rensning)
1-2 spsk. smør
1 stort fed hvidløg
½ dl balsamicoeddike
180 g smør
3-4 stilke timian
10 g flagesalt
Friskkværnet peber
2 æg
½ dl cognac eller rom
¾ dl piskefløde
Fremgangsmåde:
- Fjern blodstrengen fra de små kyllingelevere med en urtekniv.
- Brun kyllingeleverne i smør på en pande med pillet hvidløg, så de er godt ristede, men stadig rå indeni.
- Hæld balsamico på, og lad den koge ind omkring leverne i et par minutter.
- Tænd ovnen på 125° varmluft. Smelt smørret i en lille gryde.
- Blend levere, stegesaft og hvidløg i en blender med timianblade, salt og peber. Blend æggene i 1 ad gangen, og tilsæt cognac og fløde.
- Blend det smeltede smør i massen i en stråle som til mayonnaise.
- Hæld massen i en terrinform på ca. 1 liter. Bag i den varme ovn i 30 minutter. Køl af ½ time, og sæt på køl i mindst 4 timer. Holdbarhed 6-7 dage.
- Servér kold på ristet brød, fx med løgmarmelade.