Cremet svampepasta med miso og gremolata

Opskrift af Linea fra Blue Plates

Miso i en pastaret var nok ikke gået i Italien, men det er en fantastisk måde at tilføje umami og dybde til vegetariske retter. Og så er det helt genialt at koge pastaen direkte i sovsen. Det giver ikke bare mindre opvask, men pastaen suger også smag og frigiver samtidig stivelse, der gør saucen cremet og fyldig helt uden brug af fløde.

Aftensmad
30 minutter

4 personer

Indkøbsliste
200 g østershatte eller
andre svampe
5 fed hvidløg
2 rødløg
3 spsk. miso
1 l kyllingebouillon
400 g pasta, fx mafalda corta
50 g parmesan
Bredbladet persille
Citron
Friskkværnet peber

Fremgangsmåde

  1. Del østershattene i strimler på langs. Pil hvidløg og rødløg, og skær dem i tynde skiver.
  2. Steg svampe, hvidløg og løg i olie i en dyb pande, til løgene er karamelliserede.
  3. Opløs 3 spsk. miso i 1 l kogende bouillon i en skål.
  4. Hæld den tørre pasta på panden med svampene. Hæld ca. halvdelen af den varme miso-bouillon på, og fortsæt med at tilsætte bouillon løbende, som hvis du skulle lave risotto. Lad saucen koge ind, til pastaen er al dente. Tag panden af varmen, og rør revet parmesan i.
  5. Rør en gremolata af finthakket persille, fintrevet citronskal og friskkværnet peber, og drys det over retten lige inden servering.