12/6/26

Læs seneste "alma indefra" af Alfred Josefsen

Til alle medlemmer af almas venner sender direktør Alfred Josefsen hvert kvartal en længere opdatering om, hvordan det går med alma, og giver sit syn på, hvordan det går med dagligvarebranchen, fødevarepolitik, dansk økonomi og meget mere. Læs seneste udgave herunder.

"Endnu en gang tak for at være med i almas venner. Det betyder virkelig meget for os, at vi sammen kan skabe en bevægelse, der kan gøre en forskel for fødevarekulturen i Danmark. Allerede nu er vi næsten 500 medlemmer, og derfor er vi godt på vej til at nå vores mål om 1.000 venner til marts næste år.

Som ven af alma får du hvert kvartal en lidt længere status, som vi kalder alma indefra, hvor jeg bl.a. fortæller, hvordan det går i alma, hvilke planer vi har i den kommende tid, og hvordan det ser ud med dagligvaremarkedet og madkulturen i Danmark. Det er en ærlig fortælling, og nok også lidt mere ærlig end man oplever i andre virksomheder, men jeg vil gerne vise dig den tillid, fordi du tror på det, vi i alma står for.

I denne udgave af alma indefra vil du kunne læse om:

  • Fødevarepolitik
  • Dagligvaremarkedet
  • Økonomi og salg
  • Butikker og ekspansion
  • Bestyrelse
  • Selvtillid

Fødevarepolitik

Vi spiser ikke nok frugt og grønt i Danmark. Økologien er trængt. Den danske frugt- og grøntsagsbranche er presset, og vi kan som landbrugsland ikke brødføde den danske befolkning. Det er rigtig skidt, og derfor har Plantefonden, som er en permanent ordning under Den Grønne Trepart, sat penge af til at rette op på disse forhold. alma madmarked er med i flere af ansøgningerne, så vi kan blive klogere på, hvordan afsætningen af dansk frugt og grønt øges.

Vi fortsætter selv kampen for økologi og afholdt en succesfuld første aktivitet for almas venner, hvor vi havde besøg af Rasmus Prehn, direktør for Økologisk Landsforening. Her talte vi bl.a. om at spise økologisk som en livsstil på linje med at være vegetar og lignende, og jeg opfordrede Rasmus til at tage initiativ til en ”økologisk grundlov”.

På vegne af almas venner er vi snart klar med det første store initiativ, nemlig at forberede et borgerforslag til Folketinget, hvor vi – hvis vi opnår 50.000 underskrifter – pålægger Folketinget at udarbejde et program, for at ultraforarbejdede fødevarer skal mærkes eller deklareres. Jeg har lige været nogle dage i London og oplevet det chok, det er at se, at supermarkederne ikke længere har rene råvarer på hylderne. Alting er convience-mad lige til at varme, og det meste er ultraforarbejdet, som vil gøre en hel nation både syge og overvægtige. Det må IKKE ske i Danmark. Vi SKAL have det stoppet.

Dagligvaremarkedet

I medierne læser man ofte om stigende priser på fødevarer, bl.a. pga. krig i verden og følger deraf. Nu tør jeg selvfølgelig ikke hævde, at disse prisstigninger ikke rammer almas leverandører, men det er værd at dvæle ved, at vi i alma primært får vores varer fra nærområdet og mindre produktionssteder. Det betyder, at vi ikke har så lange og kostbare forsyningskanaler som andre, og derfor har vi indtil videre ikke oplevet ekstreme prisstigninger.

det danske dagligvaremarked ser det nogenlunde ud, som det plejer. Coop (Kvickly/SuperBrugsen/Brugsen/Coop365) taber markedsandele og har et trecifret millionbeløb i underskud. Det har de gjort i mange år, og det er utroligt, at det kan fortsætte sådan. Salling Group (Bilka/Føtex/Netto) vinder disse markedsandele og fylder milliarder i pengetanken. Det går også godt for Reitan (Rema1000) og Dagrofa (Meny og Spar), som begge tjener mange penge. I alma madmarked lever vi fint i samspil med de øvrige kæder og er godt tilfredse med, at vi har fundet vores position i markedet, hvor de fleste er enige i, at alma skiller sig markant ud fra alle de andre.

Det siges, at danskerne går efter de billigere varer, og derfor annonceres prisfald på discountvarer. Discountbutikkerne udgør mere end halvdelen af dagligvaremarkedet. Jeg synes, det er sørgeligt, at Danmark er det land i Europa, som bruger den mindste del af rådighedsbeløbet på fødevarer. Kvalitetsniveauet falder. Men det er ikke værd at gamble med helbredet ved at spise dårlig mad. Vi skal trods leve i vores krop, så længe vi er her.

Økonomi og salg

Efter en chokerende start på året med is, sne og voldsomt vejr, hvor ingen havde lyst til at bevæge sig uden for en dør, er salget i alma igen på vej opad. P.t. går det godt uden at være prangende. Der er plads til flere kunder i gangene, og vi ønsker især flere kunder på hverdagene. Indtil vi får øget kundetilstrømningen, må alle vores nuværende kunder selvfølgelig gerne lægge et par varer ekstra i kurven 😄 Hvis du har et par venner, som burde gøre brug af alma, må du selvfølgelig gerne sende dette kvartalsbrev videre til dem i al fortrolighed.

På det økonomiske område går det som budgetteret. Det er nærmest kun det efter kommaet, som afviger. Vi offentliggør resultatet i juni, men jeg kan godt røbe, at vores bestyrelse og investorer vil sige, at det går som planlagt.

Butikker og ekspansion

Som du sikkert har set, kommer alma madmarked til Carlsberg Byen i slutningen af 2026 eller starten af 2027, men det afhænger lidt af sagsbehandlingstiden i Københavns Kommune. Vi har også netop offentliggjort, at vi åbner på Rungsted Bytorv i efteråret 2026. Vi glæder os voldsomt til begge dele.

I Rungsted bliver butikschefen Bo Hansen, som har en meget lang karriere som butikschef i Irma. Bo ledede Irma-butikken i Hørsholm Midtpunkt, indtil den blev konverteret til SuperBrugsen, hvor han siden har fungeret som uddeler. Vi er utrolig glade for, at Bo har valgt at rykke teltpælene over til alma, og vi ser meget frem til, at han får sat sit hold og indrettet butikken. Han siger selv, at det er stort og at han ”glæder sig til at komme hjem”. Hvis du kender nogen, der kunne være interesserede i at arbejde der, må du gerne dele jobannoncen med dem.

I al fortrolighed vil jeg også gerne orientere om, at vi er meget langt med forhandlingerne om en ny butik på Amager. Vi mener selv, at den har en fin placering i forhold til beboerne på Christianshavn, Islands Brygge, Ørestaden, Kastrup og Dragør.

Og endelig er vi på vej ind i forhandlingerne om den anden butik i Nordsjælland. En butik, som efter alt at dømme også kan åbne i 2026, hvis vi altså bliver enige.

De nye butikker ligger i lidt andre markedsområder og lidt andre konkurrenceforhold end de nuværende to, og derfor vil vi i forbindelse med åbningen af de nye butikker også udfordre os selv til at gennemføre flere nyskabelser og udvikle almas koncept. Nem aftensmad af ordentlig kvalitet og et særligt sortiment til de yngste generationer vil være en prioritet for os.

Med de kommende butiksåbninger er vi også ved at forberede et nyt IT-system. Vores nuværende løsning er ikke tilstrækkeligt effektiv til at håndtere mange butikker, og vi er p.t. ikke gode nok på det, som på jysk hedder noget så smart som ”business intelligence”. I fremtiden kommer vi til at vide meget mere om salget af økologiske produkter, nøglehulsmærkede produkter og meget mere Vi vil kunne lave bonanalyse og give mere relevante tilbud. Men den tid, den glæde.

Bestyrelse


Der er sket en lille rokade i almas bestyrelse. Dels har bestyrelsesmedlem Peter Christiansen overtaget formandsstolen efter Thomas Nielsen, som heldigvis fortsætter i bestyrelsen. Og dels har Rasmus Munk, verdens bedste kok fra restaurant Alchemist, afløst advokat Henrik Sanders. At verdens bedste kok har sagt ja til at forsyne alma med inspiration og indsigt i fremtidens innovative fødevarer er ualmindeligt godt, og noget vi er virkelig stolte over. På det forretningsmæssige område vil det betyde et endnu tættere mellem alma og Alchemists innovationsselskab Spora, som har flere helt vildt interessante produkter på vej til alma.

Selvtillid

Vi ved fra sportsverdenen hvor vigtig selvtillid er for at opnå de bedste resultater. Uden selvtillid går det ofte ad h... til. Med selvtillid er der gode chancer for at vinde.Vi har meget selvtillid i alma madmarked. Vi har bestået 1-års prøven. Vi lever godt, har opbakning og kan ekspandere med mange flere butikker og derved rykke tættere på mange flere kunder og forbrugere, for hvem transportafstanden har været en hindring. Vi er blevet ret kendte i byen og heldigvis også anerkendte blandt de fleste. Leverandørerne er med os. almas venner har fået en fin start og næsten allerede med halvdelen af det budgetterede antal medlemmer.

Og så har vi i Rungsted valgt at placere os sammen med Meny på Bytorvet. Umiddelbart en hård konkurrenceudfordring, men vi er så selvtillidsfulde, at vi tror, at en del af Menys kunder vil handle noget af deres indkøb hos os, samt at vi kan tiltrække mange kunder fra et større område, som til gengæld vil gå i Meny for at købe de varer, vi ikke har. Det kræver selvtillid at se på verden på denne måde, og flere journalister har spurgt, hvordan jeg kan være sikker på, at det vil gå sådan. Hertil svarer jeg, at jeg selvfølgelig er mere egnet til at svare om 3-4 år, men jeg tror på det, fordi vi har selvtillid nok til at turde tro på det med reference til Tor Nørretranders' bog "At tro på at tro".  

Masser af hilsener

Alfred Josefsen

Grundlægger af alma madmarked"

Har du fået lyst til at blive medlem af almas venner, kan du læse mere og melde dig ind her.